MERE INFORMATION
 

Hvornår bør forstørrede mandler opereres?

Mandlerne er placeret på hver side af halsen. Forstørrede mandler kan give ubehag, når man skal sove. Søvnforstyrrelse omfatter i denne forbindelse snorken samtidig med vejrtrækning gennem munden og i nogle tilfælde afbrudt vejrtrækning (apnø) eller snorken i kombination med hyppige opvågninger og hvileløs søvn. Natlige svedeture og unormale sovestillinger, f.eks. med nakken bøjet bagover, forekommer ofte, og sengevædning forekommer også i en del tilfælde. Sådanne søvnforstyrrelser forringer søvnkvaliteten og påvirker derfor også på flere måder patientens liv i de vågne timer, f.eks. gennem udpræget træthed i løbet af dagen, humørudsving, hyperaktivitet, koncentrations- og opmærksomhedsproblemer eller symptomer på oppositionel adfærdsforstyrrelse og aggressiv adfærd. Alt dette påvirker naturligvis barnets/den unges livskvalitet.
Forstørrede mandler kan også påvirke evnen til at tale, tygge og synke. Hvis svælget føles trangt, kan det give problemer med at spise, især sej mad, der skal tygges meget. I nogle tilfælde må patienten synke små stykker ad gangen, og det kan betyde, at det tager meget længere tid at spise end normalt. Det kan så medføre problemer i forhold til at opretholde en normal vægt for patientens alder. Børn med forstørrede mandler trækker oftest vejret gennem den åbne mund, nogle savler derfor, og flere talefunktioner kan være påvirket. Talen er ofte grødet og sløret. Udtalen af konsonantlyde, der skabes i den forreste del af munden, påvirkes negativt, og det gør stemmen også. Vejrtrækning gennem munden, som skyldes forstørrede mandler og polypper (lymfoidt væv i næsesvælget), kan påvirke den maxillofaciale (mellemansigtets) udvikling hos mindre børn.

Hvornår giver infektioner i halsen grundlag for at operere?

Tonsillitis (halsbetændelse) er infektion i tonsillerne (mandlerne), som skyldes bakterier eller virus. Mandlerne bliver røde, de hæver, og det gør ondt at synke, og i de fleste tilfælde har patienten feber. Hovedpine, smerter opad mod ørene og mavepine er også typiske symptomer. Gentagne tilfælde af tonsillitis kan påvirke patientens daglige aktiviteter og medføre en reduceret livskvalitet. En tonsiloperation kan overvejes i tilfælde af betydeligt ubehag som følge af gentagne episoder med tonsillitis på trods af tilstrækkelig behandling.

Hvad er forskellen på at operere "hele" og "kun en del af" mandlen?

Mandeloperationer kan gennemføres på to grundlæggende forskellige måder. Hele mandlen kan fjernes (tonsillektomi), eller mandlens størrelse kan reduceres (tonsillotomi). Retningslinjerne siger, at gentagne tilfælde af halsbetændelse er grundlag for tonsillektomi. Tonsillektomi udføres ofte, når mandlerne er forstørrede og vurderes at obstruere vejrtrækningen, når patienten sover. Tonsillotomi er mindre smertefuldt, er forbundet med en lavere blødningsrisiko, og endvidere kan man hurtigere vende tilbage til sine normale aktiviteter efter operationen. Efter tonsillotomi er der en lille risiko for, at den del af mandlen, der blev fjernet, fordi den gav symptomer, vokser ud igen. Vurderingen af, hvilken kirurgisk procedure der tjener hvert barn bedst, gennemføres af den læge, som skal udføre operationen. 

Hvornår skal polypperne bag næsen opereres?

Når børn bliver opereret på grund af forstørrede mandler, vurderer man også størrelsen af deres polypper (lymfoidt væv i næsesvælget). Hvis polypperne er forstørrede, bliver de også fjernet. Denne operation medfører ikke ret meget ekstra ubehag for barnet.

Hvad er Kvalitetsregisteret for Tonsiloperation/Tonsil Databasen?

I Sverige har man siden 1997 målt på kvaliteten af mandeloperationer via Kvalitetsregisteret for Tonsiloperation. Formålet med Kvalitetsregisteret for Tonsiloperation er at forbedre behandlingen. Kvalitetsregisteret for Tonsiloperation er finansieret af den svenske regering i samarbejde med Sveriges Kommuner og Landsting. I samarbejde med Sverige startede i 2016 en tilsvarende registrering i Danmark (Region Midt) via den danske kvalitetsdatabase Tonsil Databasen. Databasen er en kopi af den svenske database og data fra databasen vil blive anvendt til kvalitetssikring og forskning.
Data fra hospitaler om indikation, kirurgisk procedure og koagulationsteknikker registreres i databasen. Tredive dage efter operationen indhentes information fra patienten om bl.a. komplikationer som postoperativ blødning, infektion of smerte, og om hvorvidt den givne patientinformation var tilstrækkelig. Seks måneder efter operationen bliver patienten bedt om at udfylde et spørgeskema, hvori der spørges til symptomlindring.
Det er meget vigtigt, at patienterne/nærmeste familie og venner til børnepatienter besvarer de to spørgeskemaer, fordi det giver mulighed for at analysere, hvad der giver de bedste resultater og for at udvikle vores behandling og pleje.
Læs mere om Kvalitetsregistret for Tonsiloperation og Tonsil Databasen og se offentligt tilgængelige sammenligninger af tonsiloperationer fra forskellige dele af Sverige og Danmark (Region Midt) under menupunktet ”Tonsil Databasen”.

© Copyright 2017  - All Rights Reserved